Fosdalen/Lien-området

Området er af landskabelig, naturhistorisk, kulturhistorisk og rekreativ interesse.

Begrundelse:

• Landskabeligt smukt
• Tidligt et attraktivt turistmål i Han Herred – det er fortsat et
• Én af landets første fredninger, 1902
• Del af én af Danmarks største fredninger ”Lien, Fosdalen og Sandmosen på 3000 ha
• Området rummer store værdier af både lokal, regional, national og international interesse
• Enestående område i Danmark
• Mange forskellige naturtyper
• Geologisk interessant område, mange kontraster
• Landskabet består af 3 store elementer: Bakkelandet, Lien-skrænten og kystsletten
• Mange erosionskløfter og dale i morænelandskabet
• Den længste og højeste indlandsskrænt (Littorinaskrænt) i Danmark
• Lien kaldes også ”De blå Bjerge”, et specielt lys over ”bjergene”
• Navnene Lien og Fosdalen vidner om gamle handelsforbindelser til Norge
• Viser tydeligt kampen mellem hav og land, nyt og gammelt land
• Spor efter sandflugten bl.a. indlandsklitter og parabelklitter
• Mange kulturspor
• Kildemarked (helligkilde)
• Lerup Kirke fra 1100-tallet
• Gamle veje, hulveje
• Plantagerne ovenfor kystskrænten rummer mange gravhøje
• Stor betydning for lokalområdet
• Meget benyttet turistområde
• Publikumsvenligt
• Veludviklet stisystem, som videreudvikles i de kommende år

• Gode udsigtspunkter, borde, bænke og bålpladser
• Nordsøstien passerer området, en vandring i kystens kulturhistorie
• Vandretursfolder over området
• Friluftsliv
• Botanisk en perle
• Videnskabelig referenceområde
• ”Regnskovspræg” så tæt på havet
• Interessant fauna, bl.a. fuglelivet
• Skrænten og kystsletten så nogenlunde friholdt for bebyggelse
• Uforstyrrede landskaber
• Staten ejer Fosdalen – er i sig selv en stor fordel
• Naturcenter Fosdalen (bl.a. naturskole) fortæller om området

Beskrivelse af området: Fosdalen, Lien-skrænten, Det marine forland og Bakkelandet

Alle dele af landskabet er blevet til på et tidspunkt og har været gennem en udvikling. Området her består af 3 store landskabselementer:

Bakkelandet

Lien-skrænten

Kystsletten

Området er skabt af vældige naturkræfter - is, vand, hav og vind.

Området er i høj grad kontrasternes land, hvilket gør det så attraktivt at færdes i.

Fosdalen

Fosdalen er en nord-sydgående dal, der munder ud i landets største indlandsskrænt, kaldet Lien.

Gamle billeder og beskrivelser af Fosdalen viser, at Fosdalen for hundrede år siden var en meget åben kløft. Der var fra Fosdalens øvre dele et vidt udsyn ned gennem dalen og ud over det imponerende marine forland. Fosdalen er i dag helt anderledes. En anden kvalitet. Nu er dalen tæt bevokset med skov og tætte mørke krat. Det er næsten som at træde ind i en tæt, tropisk skov. ”Trope-fornemmelsen” fremelskes også af den tætte og meget frodige vegetation med talrige bregner, mikroklimaet og den høje luftfugtighed, som giver grobund for en artsrig mosflora.

I Fosdalen løber en lille bæk som starter ved Vor Frue Kilde øverst i dalen. Fosdalbækken løber med vekslende styrke året igennem. Kilden/bækken er med til at gøre Fosdalen til et fredfyldt og stille sted. Langs bækken er der en frodig sumpvegetation med mange sjældne planter.

Fosdalens sider er gennemskåret af af flere sidedale, som alle er generelt tørre, dvs. uden bækløb i bunden.

Mens Fosdalens bund og sider er fugtige og udskåret i kalk- og næringsrige lerbjergarter, er de øvre dalsider præget af mager, sandet og udvasket jordbund. Det afspejler sig også i plantevæksten. Her findes krat- og hedepartier med dertil hørende planter samt overdrevsagtige samfund.

Lien-skrænten

Lien-skrænten, op til næsten 70 meters højde, er dannet for 8.000 til 5.000 år før nu. Det er i den periode, arkæologerne kalder Stenalderen. Havet, kaldet stenalderhavet eller Littorinahavet, har haft let ved at grave sig ind i Svenstrup-øens løse lag af sand og ler. Havet var et varmt hav og gik helt ind til klinten. På den tid var det nordjyske område et ørige. Fra den periode kender vi til køkkenmøddinger. En af de berømteste finder vi tæt på vores område.

Det marine forland

Det marine forland er geologisk set meget ”ungt”. I dag er der langs kysten skabt en 3-3,5 km bred kystslette mellem den gamle ”fossile” klint og Jammerbugten. Kystsletten udgør Stenalderhavets tidligere havbund. Derfor taler man også om hævet havbund om det marine forland. På den tidligere havbund er der mange steder- og mange steder næsten helt ind til Lien-skrænten- dannet mindre klitområder, de såkaldte indlandsklitter. Da istidens isdække smeltede skete der en lokal landhævning, men samtidig en global havstigning. Et kapløb mellem global havstigning og lokal landhævning gennem mange år. For ca. 5.000 år siden tippede balancen igen, så vi i dag kan vi se det foreløbige slutresultat med en netto-landhævning på omkring 6 meter. Området hæver sig stadigt.

Ude langs Jammerbugten ligger de nutidige havklitter, som er under stadig omformning med opbygningsfaser og andre perioder hvor hav og storme gnaver voldsomt af dem. Kysten er virkeligt et dynamisk samfund. Her findes alle de karakteristiske naturtyper der er tilknyttet et landskab med aktiv klitdannelse og vegetationsudvikling.

Sandet har gennem tiderne forvandlet sig fra at være et problem (sandflugten) og ødelæggende for lokalbefolkningen (folk måtte flytte fra hus og hjem) til at være et stort plus for alle, bl.a. til gavn for turismen.

Bakkelandet

Bakkelandet, et småbølget, relativt højt landskab, er dannet i slutningen af den sidste istid, kaldet Weichsel. Indlandsisens udformning af området er sket for ca. 18.000 til 14.000 år før nu. De store ismasser har ført meget materiale til landet (bl.a. ledeblokke).

Det isskabte landskab har oprindelig været noget højere, men har i den såkaldte Senglacialtid (13.000- 10.000 år siden) ligesom ”sat sig”. Efter indlandsisen var borte, herskede der i mange år højarktiske forhold med en meget sparsom vegetation. Bakkesiderne er langsomt skredet nedefter (arktisk jordflydning) og ned i dalene, og disses sider og bund er igen gledet langsomt længere ned mod lavere terræn. Alt dette har ført med sig, at terrænet gradvist er blevet udjævnet, og vi har fået dannet talrige, afrundede dalstrøg fra terrænets højeste dele og ned mod de lavere dele. Disse senglaciale udskridningsdale er begyndelsen til bl.a. Fosdalen. Efter afslutningen af Senglacialtiden var skoven indvandret og dækkede området. Udskridningsfænomenerne var nu forbi, men nu begyndte bække en kraftig vandløbserosion og skabte de V-formede dale, som vi ser i fx Fosdalen i dag.